Et inkassobrev ligger på køkkenbordet. Nederst står et telefonnummer. I Norge er det med den nye inkassolov ikke længere frivilligt, at det står der.
Den norske lov blev sanktioneret den 22. maj i år og afløser en lov fra 1988. Den er endnu ikke trådt i kraft – de norske myndigheder har signaleret 1. januar 2027 – men den er langt mere konkret end den gamle om, hvordan en inkassovirksomhed skal tale med dem, den kræver penge af. Virksomheden skal være tilgængelig på telefon, og nummer og telefontider skal stå i inkassovarsler og betalingsopfordringer og på virksomhedens hjemmeside. Henvendelser fra skyldnere skal besvares hurtigst muligt og senest inden for en uge. Og kommunikationen skal være høflig, korrekt, forståelig, diskret og i rimeligt omfang tilpasset skyldneren.
I Danmark er udgangspunktet et andet. Politiets Administrative Center udsteder autorisationen, og kravet hedder god inkassoskik: Virksomheden må blandt andet ikke bruge metoder, der udsætter skyldneren for urimelig pression, skade eller ulempe (inkassolovens § 9), og Forbrugerombudsmandens vejledning lægger vægt på diskretion – for eksempel må ordet »inkasso« ikke stå uden på kuverten. Den norske lov er et konkret bud på, hvad sådan en standard betyder i telefonen. For en dansk inkassovirksomhed, der overvejer at lade en stemmeagent tage det nummer, er det værd at gå én helt almindelig samtale igennem. Her er den, i syv øjeblikke.
1. Telefonen ringer klokken 20.40
Hun ringer, efter at børnene er lagt i seng, fordi det er der, hun har ro. Det er en pointe i sig selv: En agent, der svarer om aftenen, er tilgængelig på det tidspunkt, hvor skyldneren faktisk ringer.
Den første sætning skal sige, hvem hun har ringet til, og at det er en AI, hun taler med. Det sidste er et krav og ikke en høflighed.
2. »Hvem er du?«
Hun oplyser sagsnummeret fra brevet. Det er ikke nok. Et sagsnummer står på et ark, der ligger på et køkkenbord, og den, der ringer, kan lige så godt være kæresten, en voksen søn eller en nabo, der har åbnet den forkerte kuvert.
»Diskret« betyder her noget helt konkret: Agenten må ikke nævne beløbet, kreditoren eller hvad kravet drejer sig om, før den ved, at den taler med skyldneren. Den oplagte løsning er at bede om noget mere – fødselsdato eller de sidste cifre i CPR-nummeret. Det fungerer dårligt i telefonen. Talegenkendelse er stadig upålidelig på lange talrækker, især over en telefonlinje, og en agent, der hører »nitten fireogfirs« som »nitten femogfirs«, afviser den rigtige skyldner eller – værre – lukker den forkerte person ind.
Derfor bør identifikationen slet ikke ske med stemmen. Vores tilgang er at flytte den over i en app, kunden allerede bruger til at identificere sig: I Norge er det Vipps, og i Danmark vil det tilsvarende være MitID. Agenten sender en anmodning til telefonen, hun ringer fra, hun bekræfter med et tryk, mens hun stadig er i samtalen, og først da åbner sagen sig. Så er der ingen tal, der skal læses op, og ingen, der kan gætte sig ind med et sagsnummer fra en kuvert. Beslut alligevel, hvad agenten siger, når bekræftelsen ikke kommer – hun ringer fra en anden telefon, eller hun vil ikke – for den samtale kommer også.
3. »Hvor meget er det egentlig?«
Beløbet har ændret sig, siden brevet blev skrevet: renter, gebyrer, måske en delbetaling i sidste uge. Det er et af de få spørgsmål i en inkassosamtale, der faktisk kræver opslag i sagsbehandlingssystemet.
Har agenten ikke det opslag, skal den sige det og ikke regne sig frem til et tal. Et beløb, der bliver læst op med rolig stemme, lyder lige så sikkert, uanset om det passer eller ej.
4. »Men jeg har jo betalt«
Nu er samtalen blevet en indsigelse. Agentens opgave er ikke at vurdere, om hun har ret. Den skal registrere, hvad hun siger, med hendes egne ord, fortælle, hvad der sker nu – og aldrig argumentere.
Den værste variant er en agent, der er sat op efter en salgsskabelon til at »håndtere indvendinger«. Det, der er en indvending i et salg, er et bestridt krav i inkasso.





