Norge har én eneste gang vedtaget, hvordan sproget skal udtales. Det skete i 1951, det handlede om talordene, og initiativet kom fra det norske Telegrafverket.
Baggrunden var praktisk. Telefonnumrene i Oslo var udvidet fra fem til seks cifre, og telegrafstyrelsen havde målt, at folk skrev mærkbart færre fejl ned, når tallene blev læst i samme rækkefølge, som de skrives. Stortinget vedtog det enstemmigt den 22. november 1950, og den nye tællemetode gjaldt fra 1. juli 1951.
Danmark gjorde ikke det samme. Vi siger stadig tooghalvfems, med eneren først, ligesom nordmændene gjorde før 1951. Og det betyder noget nu, hvor det ikke længere er et menneske, der sidder og skriver nummeret ned. Det er en maskine.
Dansk er den sværeste af de tre nordiske sprog på tal
Det er svært af to grunde på én gang.
Den første er rækkefølgen. Tooghalvfems er 92, men de første stavelser, agenten hører, er toeren. Et system, der beslutter sig undervejs, kommer let til at skrive 2 først.
Den anden er sværere at komme uden om. Tierne over fyrre bærer rester af et tyvetalssystem. Halvtreds stammer fra halvtredsindstyve – to en halv gang tyve – og halvfjerds fra halvfjerdsindstyve, tre en halv gang tyve. Et dansk tal over halvtreds er altså ikke bare udtalt baglæns. Det indeholder også et led, der slet ikke ligner et tal.
Til sammenligning er svensk rent titalsbaseret og følger skriftrækkefølgen: femtiotvå er 52, og der er ikke mere i det. Norsk ligger imellem, med to tællemetoder i omløb på samme tid.
Konsekvensen er praktisk. En model, der er justeret på svenske tal og derefter målt på svenske tal, ser god ud og opfører sig dårligt på dansk – og fejlene samler sig i præcis de felter, det er dyrest at tage fejl af. Det er en af grundene til, at sprogene bør bygges hver for sig i stedet for at blive behandlet som varianter af hinanden.
Et tal er ikke et tal. Det er et felt.
Den vigtigste enkeltoplysning, en agent kan have, når den hører cifre, er, hvad cifrene skal forestille.
Danske identifikationsnumre har faste længder:
| Nummer | Antal cifre | Sådan læses det som regel højt |
|---|---|---|
| Postnummer | 4 | Et efter et, eller som ét firecifret tal |
| Telefonnummer | 8 | To og to |
| CVR-nummer | 8 | To og to, eller fire og fire |
| Registreringsnummer og kontonummer | 4 + 10 | Fire, derefter resten |
| CPR-nummer | 10 | Seks, derefter fire |
Ved agenten, at den er ved at udfylde feltet »CVR-nummer«, ved den samtidig, at svaret skal være otte cifre, og at det sidste er et kontrolciffer, der er beregnet ud fra de syv foran. Så er transskriptionen ikke længere et gæt, der skal accepteres. Det er et gæt, der kan afvises.
Det er en billig mekanisme, og den er billig, netop fordi den slet ikke handler om lyd. Feltet laver regnestykket, ikke øret.
